CSR

Mentorordning som rekrutteringsvej

Hos Dania Plast tror vi på, at alle skal have en chance i erhvervslivet – det har vi altid gjort. Derfor arbejder vi tæt sammen med bl.a. kommunen i en mentorordning, hvor vi løbende tager folk ind, der af forskellige årsager er ledige.

 

Plads til mangfoldighed

Produktionsplanlægger på Dania Plast, Jorun Kjems, har som mentoransvarlig været med til at hjælpe mange forskellige mennesker ind på arbejdsmarkedet igen i løbet af de 25 år, hun har været hos os. Arbejdsstationerne i produktionshallen er indrettet forskelligt, så vi har mulighed for at tage mennesker med fysiske udfordringer ind i et forløb også. For eksempel Johnny, som er en af vores solstrålehistorier.

”Johnny kom til Danmark fra Congo for 16 år siden,” fortæller Jorun. ”Han er lettere handicappet i den ene fod, så han havde ikke ligefrem de bedste odds for at komme ind på arbejdsmarkedet. Men i dag er Johnny en skattet fuldtidsmedarbejder, som vi ikke vil undvære.”

Indsatsen går begge veje

I tilfældet med Johnny greb han chancen med begge hænder og har ikke givet slip siden. Netop også derfor er indsatsen lykkes så godt.

”Da han startede herude, var alt nyt for ham,” fortæller Jorun. ”På sprogskolen havde han lært de mest basale hverdagsord, men ikke de ord, man bruger i en virksomhed. Så han kom ind hos os i en sprogpraktik, hvor underviseren fulgte med ud på virksomheden. Og så begyndte vi egentlig fra en ende af med vores produktionsmapper, der er fyldt med ord som maskine, formvarmer, cylinder, materialer osv.,” siger Jorun og fortætter:   

”Vi hjalp ham også med at få et knallertkørekort gennem kommunen. Han kunne jo ikke cykle med sin fod, og der kørte ingen bus. Så kommunen kunne godt se, at det kunne give noget goodwill i den anden ende. Det endte faktisk med, at Johnny indstillede os til integrationsprisen, som vi modtog i 2014. Det er fantastisk at se, hvordan han trives nu, med kone, 5 børn og et hus, som han går og renoverer på,” slutter hun.

Dygtige faglærte plastmagere hænger ikke på træerne

På Dania Plast har vi den indstilling, at hvis man gerne vil have kompetente medarbejdere, må man selv være med til at uddanne dem. Reglen hos os er, at vi hele tiden har mindst en under oplæring. Ikke mindst fordi der er stor efterspørgsel på plastmagere i Danmark.

Det sker også ofte, at en ufaglært operatør eller arbejdsdreng, som vi har i forløb gennem vores mentorordning, ender med en lærekontrakt og et svendebrev hos os.

En af de seneste lærlinge på Dania Plast kommer gennem vores samarbejde med en ungdomsskole i Skive, der har et hold udsatte unge. Det er nu halvandet år siden, han blev udlært, og han er stadig ansat. Vores næste lærling kommer samme sted fra.

En chance til unge på kanten

Udover sin rolle som mentoransvarlig i samarbejdet med kommunen, er Jorun også ambassadør i Skive-afdelingen af nonprofit organisationen, Code of Care. Sammen med virksomheder i området arbejder organisationen på, at unge på kanten fx med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet inkluderes på de danske arbejdspladser.

”Til møderne er der oplæg fra de unge, der er blevet hjulpet videre i arbejde efter f.eks. et stofmisbrug,” fortæller Jorun. ”Det gør et stort indtryk at høre de her unge menneskers historie, og opleve hvordan virksomheder som vores kan være med til at give dem en chance til.”

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at høre mere om vores mentorordninger, hvordan vi rekrutterer, eller om hvordan din virksomhed kan være med til at gøre en forskel, så tag endelig fat i Jorun på telefon 2217 7015 eller vores CEO Tommy Bonnerup.

 

Dania Plast har i mere end 30 år produceret og udviklet plastprodukter for en lang række brancher. Kernekompetencen er sprøjtestøbning, hvor vi er blandt de førende på viden og knowhow. Til alt andet samarbejder vi med anerkendte specialister i fast tilknyttede partnerskaber – alt sammen for at styrke hver enkelt kundes bundlinje og konkurrencekraft.